|
Information fra DDGU September 2009 |
![]() |
| DDGUs logo er nu på plads Logo designet af Bodo Krecklow og Nanette Gaborit DDGU har nu fået det officielle logo på plads. Det er tegnet af grafisk designer Nanette Gaborit efter et oplæg fra Bodo Krecklow. Vi er i bestyrelsen glade for det endelige resultat, som fremkom efter at mange forslag havde været i spil. Skiveformen som repræsenterer både en disc og en green, skyggen fra kurven som binder logoet sammen og skaber indtryk af udeliv og den unikke kurv (som i visse tilfælde i sig selv vil kunne anvendes som symbol for forbundet) er de vigtigste elementer. Og så er skriftfarven udskiftet til en mere grønlig, som med tiden måske kan erstatte DDGUs oprindelige blå som gennemgående farve. | |
| Workshop d. 19/9 Der er med stor fornøjelse, at DDGU inviterer til workshop d. 19/9-2009 i Valbyparken med svenske Emil Isaksson som instruktør. Emil er certificeret af det Svenske Frisbee Forbund som disc golf-instruktør og arbejder i øvrigt (mindst) fuldtid som personlig coach i et træningscenter. Derudover er Emil blandt de allerbedste disc golfere i Europa. | |
| DDGU Danish Tour 2009 lakker mod enden DDGU Danish Tour 2009 nærmer sig sin afslutning og der er stadig meget at spille om i de forskellige rækker. Stillingerne kan ses under resultater på www.ddgu.dk. Skynd jer derind og find også link til DDGU Danish Tour #7 (finalen) i Valbyparken, hvor du kan melde dig til indtil 11/9 på www.valbyparken.dk/open2009. | |
| DDGU Handicap lanceres snart I løbet af efteråret introducerer DDGU sit handicap-system, som samtidig kommer til at tjene som rangliste. Systemet administreres i DDGU Scorekeeper, og hvis I ikke allerede er fortrolige med dette resultatsystem, så er det en god idé at blive det, så alle resultater kan komme med fra start. Der bliver således også mulighed for få trænings/matchresultater med i handicap-beregningen, hvis man vel at mærke er mindst 4 DDGU-medlemmer, som gennemfører en runde. Flere detaljer følger, når vi nærmer os opstart. |
Kontakt DDGU |
| Kåring af Rookie of the Year og Årets Spiller 2009 Reglerne for uddeling af hæderstitlerne Rookie of the Year og Årets spiller er i år ændret således, at det nu er DDGUs medlemmer OG DDGUs bestyrelse, som nominerer spillere til de to titler, mens det er medlemmerne som via afstemning bestemmer, hvem som i sidste ende løber med de prestigefyldte udmærkelser. Så følg med på sitet, når sæsonens afslutning nærmer sig og nominér + stem på dine favoritter. | |
| Visionsmøde afholdt ved DM i Sorø Tak til deltagerne ved visionsmødet under DM i Sorø. Vi har et stort behov i bestyrelsen, for at vide hvad I danske golfere gør jer af tanker omkring vores sportsgrens udvikling på kort og lang sigt, og vi vil fremover jævnligt afholde disse møder i forbindelse med udvalgte turneringer. Vi håber at vores forbund vil blive dansk disc golfs samlende kraft og prøver i videst mulig omfang at tage hensyn til de mange forskelligrettede holdninger, som stadigvæk findes blandt de endnu relativt få udøvende golfere. Så tøv ikke med at sende en mail til bestyrelsen@ddgu.dk, hvis du har et spørgsmål, eller gerne vil give udtryk for en holdning - så prøver vi at respondere så hurtigt og kompetent som muligt. | |
| Frivillig hjælp ønskes I vores bestræbelser på at udvikle disc golf i Danmark, dukker der til stadighed spændende opgaver op, som vi ville være meget glade for at få hjælp til. F. eks. skal vi have: - lavet et DDGU-banner - lavet en DDGU-folder - opdateret resultater - skaffet sponsorer Derfor: Send straks en mail til bestyrelsen@ddgu.dk, hvis du har lidt timer i overskud til at fremme dansk disc golf. | |
|
Nyhedsbrevet udgives af Dansk Disc Golf Union © | |